Butterdej finder anvendelse som selvstændige produkter, f.eks. butterdejssnitter, fleuroner, postejer, tarteletter, saltstænger og vol-au-vent samt som halvfabrikat i kager og flødekager f.eks. Napoleonskager, Bodil Ipsenkager, forskellige type snitter og Kærlighedskranse.
Butterdej produceres i forskellige typer og opskrifter. I Danmark er den typiske opskrift lige dele hvedemel, margarine, (1% af melmængden) samt vand til passende konsistens. Det bedste resultat opnås ved at bruge en stærk mel, dvs. med et højt proteinindhold. Denne fremgangsmåde medfører lang produktionstid, idet dejen kræver lange hvileperioder. Dette kompenseres ofte med mel af mindre glutenindhold (slapt mel). Det gælder under alle omstændigheder om at undgå, at dejen trækker sig sammen og krymper under bagningen.
Typisk udrulles butterdej à fire gange og lægges sammen i lag med hviletider imellem hver udrulning - 1 x 3, 1 x 4, 1 x 3, 1 x 4 = 144 lag. Herefter igen hviletid inden brug.Ved produktionen af butterdej skal man være omhyggelig flere steder:

* råvarerne, tilberedningsmetoder, dejføring, rulleteknik,
opslåning, raskning, afbagning og opbevaring.

Godt butterdej er kendetegnet ved dets gyldne farve, det er sprødt, let og luftigt. Af andre butterdejstyper kan nævnes tysk butterdej, spansk butterdej, fransk butterdej og halv butterdej, der alle i opskrift og fremgangsmåde afviger fra hinanden.

Butterdejens vej til Danmark
Rullede eller lagdelte deje menes at komme fra Asien, skriver Carl-Bertil Widell i sin bog En sockerbagare här bor i staden, hvor man rullede et dejstykke ud og bestrøg dette med olie, herefter endnu et udrullet dejstykke ovenpå det første og strøg dette med olie og så fremdeles, hvorved en primitiv lagdelt dej blev resultatet.
Som den egentlige skaber af butterdej regnes den franske konditorlærling Claude Gellée, der fødtes år 1600. Han var blevet sat i lære som 15 årig. På et tidspunkt skulle han lave et godt stykke brød til sin syge fader. Han fik en idé:
Claude tog et dejstykke på 200 g og formede dette til en kugle, som siden trykkedes ud, hvorpå han lagde en stor smørklat i midten. Denne blev pakket ind i dejen, som blev trykket ud i et fladt stykke og derpå lagt sammen. Denne procedure gentog han ti gange hvorpå dejen formedes til et bagværk og sattes o ovnen.
Læremesteren stod ved siden af og overvågede eksperimentet og tænkte på sit dyre smør, som under bagningen ville løbe ud i ovnen til ingen nytte. Men til deres store overraskelse fik dejstykket en usædvanlig stor højde og næsten rullede ud af ovnen efter bagningen.
Efter endt læretid begav Claude sig til Paris på sin uddannelsesvandring og tog arbejde hos en konditor ved navn Rotabout. Her fortsatte Claude sine eksperimenter med sin opskrift. Denne var sluttelig så god, at den gav "Huset Rotabout" stor anseelse og formue. Bagværket blev kendt langt ud over landegrænsen.
Hos Rotabout arbejdede en italiener ved navn Mosca Luigi, som overtalte Claude til følge med sig til sin broder i Firenze. Efter tre år havde "Konditori Mosca" fire filialer og stod som butterdejens skaber. Og det skønt Claude tilvirkede sine mesterværker i sit kammer, der var aflåst for nysgerrige kolleger og brødrene Mosca. Endskønt disse efterhånden truede Claude for at presse hans hemmeligheder ud af ham. Hvilket dog mislykkedes. Claude Gellée døde som en agtet konditor i året 1682.

Hvordan butterdejen efterhånden når Danmark og hvorledes fortoner sig i det uvisse. Én mulighed kan være de fagfolk der indvandrede til Danmark i sidste halvdel af 1700 tallet. Her kom nemlig også de såkaldte "Postejbagere", som givetvis burde kende til teknikken. En anden mulighed at de østrigere, der kom til landet i 1850 som følge af storstrejken også medbragte sig butterdejen sammen med den sødere "Plundergebäck" (omtalt under siden om wienerbrød). Sidste mulighed er nok den mest sandsynlige, ihukommende den store interesse for de rullede deje i 1850.  

Croissanten
En croissantdej er en mellemting mellem en butterdej og en wienerdej. Antagelig temmelig ens den "Plundergebäck" de østrigske postejbagere medbragte sig til Danmark i 1850'erne.
I dag anser vi en croissant for at være noget af det mest franske, der findes. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Croissanten kommer fra Wien, skriver Carl-Bertil Widell i sin bog. Videre hedder det:
Peter Wendler, som var bager i den smukke stad, så en nat i 1683 på vej til sit arbejde, til sin rædsel en tyrkisk hærenhed udenfor byporten. Peter Wendler slog straks alarm og en belejring af byen kom aldrig i stand. Byens borgmester takkede den årvågne bager, som opnåede stor anerkendelse.
Peter Wendler bagte den gang bl.a. en "Kipfel" (en slags giffel). Denne dej havde en smule smør indrullet. Formen var efter ovennævnte hændelse given. Den fik facon efter halvmånen i det tyrkiske flag. Egentlig havde gammel overtro månen som formilder af nattens guder. Derfor havde ældre tiders offerbrød også halvmånens form. Nymånens vandring til fuldmåne ansås som et symbol for det evige liv.
Kipfelen blev yderst populær i de fine kredse i Wien og inden længe leveredes også til hoffet. Blandt andet blev prinsesse Marie Antoinnette så glad for bagværket, at hun fik det leveret hver dag til sin morgenkaffe.

Paris
Marie Antoinette, datter af den østrigske kejser Franz den I og Maria Theresia, giftede sig i 1770 med den senere kong Ludvig den XVI.
I Versailles brugt den unge dronning store summer på fornøjelse. Men hendes længsel efter hjemlandet var også stor. Og et af hendes krav var Kipfler/Croissanter, som hun krævede til sin morgenkaffe. Derfor hentedes en østrigsk bager fra Wien til Paris for at bage croissanter. Disse blev snart populære i Versailles og blev snart hele hoffets morgenbrød.
Med revolutionens komme forandredes de franske sæder og skikke. Og de fine vaner blev nu også folkets rettighed. Croissanten spredte sig hurtigt til Paris’ 600 caféer og blev en stor nydelse for pariserne sammen med kaffe, der var kommet til byen omkring år 1760.
Således gik det til at Marie Antoinettes morgenmåltid blev til franskmændenes frokost og nationalsymbol.

Margarinen
I 1867 traf Napoleon den III beslutning om at gøre noget ved den vareknaphed, der var opstået i det franske samfund som følge af industrialiseringens begyndelse. Kemikeren Megé-Mouries fik til opgave at fremstille et nyt fedtprodukt til erstatning for det dyre smør. I 1869 præsenterede han et produkt, der overvejende bestod af oksefedt, blandet med lidt mælk og vand. Det fik senere navnet margarine efter det græske ord Margaron. I Danmark etableredes den første margarinefabrik i 1883 af den århusianske købmand, Otto Mønsted.
Med margarinens blev bagværket mere tilgængeligt. Margarinens forfining har så yderligere medført produktforbedringer således at den kvalitet konditoren og bageren kan opnå i dag er milevidt fra datidens produkter. Takken herfor tilkommer foruden de vandrende svende fra forgangne århundreder også den franske konditorlærling, der først i 1600 tallet ville producere et nyt stykke bagværk til sin syge fader.